Jeg har skabt Yogabarnet, fordi jeg holder af at arbejde med børn og familier. Især de børn, som har en særlig udfordring i livet, et fysisk handicap, en særlig sensitivitet eller et behov for at blive mødt og forstået på en anden måde end de fleste.
Det er min overbevisning, at alle børn har et unikt potentiale og alle børn ønsker at lære mere. Det er min opgave, ikke barnets, at finde vejen (måden at undervise og vejlede) så barnet udvikler sig, vokser og lykkes på sine præmisser.
Jeg har selv gået vejen med de vanskelige til- og fravalg som forældre til et barn med særlige behov møder. Jeg har oplevet taknemmeligheden ved at møde dygtige fagpersoner, som bragte min søn og vores familie videre, og skuffelsen når vi løb panden mod en mur.
Det hele startede med min egen familie. I slutningen af min første graviditet fik jeg tanken: ”Jeg håber mit barn kommer til at lære mig en masse, det behøver ikke blive for nemt”.
Vores søn kom i den grad til at lære mig noget. Mere end jeg havde kunne forestille mig. Hans udvikling forløb ikke lige efter bogen. I en alder af 2 ½ år havde han ikke sprog, var stærkt lydfølsom, uinteresseret i leg med andre børn, sky og angst og havde hyppige hidsighedsanfald. Den professionelle prognose lød på specialskole og et begrænset intellektuelt og socialt potentiale.
Vores søns fremtid defineret i en alder af 2 ½ år! Det kunne min mand og jeg ikke acceptere. Vi fandt ud af det var muligt at hjemmetræne, det ene år tog det næste med mærkbare resultater for vores søn, og en kæmpe forbedret livskvalitet for hele vores familie.
Yogabarnet er al den viden jeg har akkumuleret i de år jeg trænede med vores søn + diverse kurser og uddannelser. Jeg har lært utroligt meget om børns udvikling generelt, om hjerneskader, rehabilitering og neurologisk træning, om kognitiv funktion og dysfunktion, om børn med særlige behov, om sanseintegration, adfærdstræning, om forældres engagement, om træthed, afmægtighed og ikke mindst om overbevisninger, som skygger for at børn får chancen for at udvikle sig.
Det har indimellem været ualmindelig hårdt og yoga blev efter nogle års træning min ”redning”. Når min søn var stresset, (og det var han ofte), gav træning ikke mening, og vi blev begge to blot mere stressede.
Heldigvis blev jeg en dag opmærksom på metoden Yoga for the special child, der er målrettet børn med særlige behov. Med afsæt i denne metode har jeg lært hvordan vi med yoga tilpasset barnet kan støtte deres udvikling, afbalancere og berolige nervesystemet.
Når min søn og jeg lavede yoga sammen fik vi et fælles pusterum og han kom ud af den ”flygt/kæmp” tilstand han så ofte befandt sig i.
I dag er min søn videre. De sidste 5 år med Yogabarnet har jeg oplevet hvor stor en forskel yogatræning gør for de børn og unge, som jeg træner med. Hos Yogabarnet får du mit oprigtige engagement og min glæde ved at kunne støtte dit barn og din familie.